Voldsom mangel på håndværkere i byggeriet

Manglen på arbejdskraft i byggeriet breder sig med stor kraft. Hver tredje håndværksmester og byggefirma i Østdanmark har således måttet lede forgæves efter arbejdskraft i den netop overståede lavsæson, og hver tredje virksomhed har måttet sige nej tak til opgaver de seneste tre måneder, fordi de har manglet arbejdskraft. Det fremgår af en Gallup-undersøgelse, som den nye store Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland har bestilt for at få overblik over den overophedede situation i branchen. Undersøgelsen offentliggøres i morgen i Dansk Arbejdsgiverforenings blad Agenda.
Hos Dansk Byggeri og Håndværksrådet finder man det bekymrende, at virksomhederne allerede på nuværende tidspunkt har haft problemer med at skaffe folk. Hos Dansk Byggeri mener afdelingschef Vibeke Gaardsholt, at problemerne med at rekruttere medarbejdere de forgangne tre måneder kan hænge sammen med, at de pågældende virksomheder har søgt arbejdskraft med helt særlige kvalifikationer. Direktør Jan Hendeliowitz fra den nye store Beskæftigelsesregion mener, at håndværkere ikke skal have lov til at gå ledige i mere end en uge. Omvendt skal byggefirmaerne være bedre til at holde på sine ansatte.
Berlingske Tidende forside og Business side 4-5 (190406)/Dansk Byggeri

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.