EjerlejlighedKøbogsalgStuelejlighed

Spar penge ved at købe stuelejlighed

Ejerlejlighederne i landets større byer stiger atter i pris. På grund af de stigende priser er det derfor interessant, at der kan være penge at spare hvis man køber en stuelejlighed. Stuelejlighederne er knap så efterspurgte, som lejligheder på højere etager. Det afspejles i en væsentligt billigere gennemsnitlig kvadratmeterpris. En stuelejlighed har desuden visse fordele, som de dyrere overboer ikke har. Læs mere her om, hvor meget billigere stuelejligheder er, og hvilke fordele og ulemper de har.

Det er ingen hemmelighed, at ejerlejligheder i landets største byer hører til i den dyre ende af lejlighedsmarkedet. De attraktive lejligheder, kan have kvadratmeterpriser på over 25.000 kroner, og derfor kan det være godt at vide, hvordan man kan spare penge på lejlighedskøbet. En rigtig god ide er fx at kigge efter lejligheder, der ligger i stueetagen. For der kan faktisk være mange penge at spare ved at købe i gadeniveau fremfor lejligheder oppe i højden.

Hvorfor er stuelejlighederne billigere?

Stuelejlighederne i de større byer er generelt mindre attraktive blandt køberne, sammenlignet de andre lejligheder i ejendommen. Årsagerne er ofte, at købere tænker, at der er mere trafikstøj i stuen, og at man ikke kan nyde en udsigt på samme måde, som hvis man befinder sig højere oppe. En anden ekstra udgift kan desuden være forsikringen, der i nogle tilfælde bliver dyrere, hvis man bor i stueetagen, fordi risikoen for indbrud estimeres til at være højere. På andre punkter, er der dog omvendt fordele ved at bo i stuen.

Billigere kvadratmeterpriser

Først og fremmest er det svært at komme uden om prisen på lejligheden, da det for langt de fleste er en væsentlig faktor. Der kan være en stor besparelse ved at købe en stuelejlighed frem for en lejlighed højere oppe i samme bygning. Ifølge Politiken er kvadratmeterprisen på en lejlighed, der ikke ligger i stuen i snit 27.158 kroner. For stuelejligheder er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 23.723 kroner. Skal man ud og købe en lejlighed på 70 kvadratmeter til de kvadratmeterpriser er prisforskellen på næsten en kvart million. Stueplanslejligheden ville gennemsnitligt koste 1,66 millioner kroner, hvor en lejlighed højere oppe gennemsnitligt ville koste 1,9 millioner kroner. Og prisforskellen bliver endnu større, hvis lejligheden er på flere kvadratmeter. Der kan derfor være gode grunde til at vælge en stuelejlighed, hvis man gerne vil gemme lidt penge på kistebunden.

Få styr på prioriteterne i lejligheden

Ønsker man at investere i en lejlighed, bør man starte med at finde ud af, hvad der er mest vigtigt i en lejlighed. Er topprioriteterne, at lejligheden skal være helt støjfri eller, at den skal have en udsigt, bliver en stuelejlighed nok aldrig løsningen. Men prioriterer man anderledes, kan stuelejlighederne have adskillige fordele, som højereliggende lejligheder ikke har. I ejendomme uden elevator kan det fx være skønt at slippe for at skulle kæmpe sig op ad trapperne til 5. sal. Ligeledes kan det være dejligt for børnefamilier at bo i stueplan, da børnene så nemmere kan komme ud i baggården. For ældre eller gangbesværede kan det ligeledes være en fordel at slippe for trapperne. Desuden er det også værd at huske på, at ikke alle lejligheder der ligger over stueetagen automatisk er støjfri eller har en udsigt, der er værd at betale ekstra for.

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.