2017BoligsalgEjerboligmarkedprognose

Boligmarkedet er igen stabilt

Skal boligdrømmene realiseres i 2017? Vi har taget temperaturen på boligmarkedet og set nærmere på, hvilke forventninger, der er til det kommende år. Boligpriserne stabiliseres, men der er stadig forventninger om flere handler i begyndelsen af det nye år.

Boligpriserne er igen ved at være stabile

I en lang periode har priserne på det danske boligmarked været opadgående. En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at markedet er ved at stabilisere sig. Fra oktober til november har prisstigningen på villaer og rækkehuse været på blot 0,1 procent og 0,2 procent på ejerlejligheder.

Det er i særdeles prisudviklingen på ejerlejligheder, der er ved at stagnere. I løbet af det sidste år er priserne steget med 9,5 procent i denne kategori. Det svarer til at lejligheder i hovedstaden større end 80 m2 er steget med 222.910 kroner i gennemsnit det sidste år.

Boligmarkedet kan komme stærkt fra start i det nye år

Forventningerne til boligsalget i det nye år er dog stadig store. En rundspørge blandt Nyboligs 220 ejendomsmæglerforretninger viser en forventning om flere handler, større omsætning og højere boligpriser i 2017. Hele 54 procent af mæglerne fra Nybolig har en forventning om at den første halvdel af 2017 bliver bedre end 2016. 39 procent af mæglerne tror den bliver status quo, og 5 procent tror at boligpriserne kommer til at falde.

Nationalbanken er stadig bekymret for store rentestigninger

Også hos Nationalbanken er der en generel optimisme at spore. Efter et nyt kvartalsregnskab konstateres det, at det ser lyst ud for dansk økonomi. Prisudviklingen på boligmarkedet er med til at bidrage til den gennerelle vækst. Nationalbanken har dog før advaret om, at risikoen for at rentestigning kan ramme de københavnske lejlighedsejere uforholdsmæssigt hårdt.

Boligsidens øvrige nøgletal :

Salgspriser
· Priserne ligger stabilt, men er svagt stigende: 0,1 pct. stigning på villaer og rækkehuse i hele landet. For ejerlejligheder ligger stigningen på 0,2 pct.
· På hele Sjælland er prisniveauet på villaer og rækkehuse dog rekordhøjt med priser, der ikke er set højere de sidste fem år. I Region Hovedstaden er kvadratmeterprisen oppe på 23.323 kr., mens den ligger på 11.133 kr. i Region Sjælland.
· Særligt i Region Sjælland skal det ses som en positiv udvikling, da området tidligere har haft det svært med lange salgstider.

Salgstid
· Salgstiden for villaer og rækkehuse ligger stabilt, men er lige nu rekordlav med kun 174 dage for hele landet. Tiden det tager at sælge sit hus, er faldet med 12 dage siden sidste år.
· Det største udsving på salgstiden er et fald på næsten 50 procent for ejerlejligheder i Region Nordjylland ift. samme periode sidste år. Det svarer til, at det tager omkring tre måneder mindre at sælge nu.
· Den korteste salgstid er stadig i Region Hovedstaden, hvor det i gennemsnit tager 66 dage at sælge en ejerlejlighed. Modsat er det sværest at sælge ejerlejlighed i Region Midtjylland, som er den eneste landsdel, hvor salgstiden er steget siden november måned sidste år. Her er salgstiden på ejerlejligheder 142 dage.

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.
Skriv en kommentar