BankBanklånboliglånerhvervsministerietprisportalRealkreditrealkreditlåntjekboliglån.dk

Ny prisportal for boliglån er online

Erhvervsministeriet har lanceret en ny prisportal for boliglån, der skal gøre det nemmere for boligejeren at finde rundt i junglen af boliglån. Portalen hedder Tjekboliglån.dk og sammenligner prisniveauer fra banker og realkreditinstitutter, så boligejere lettere kan finde frem til det billigste boliglån på markedet.

Markedet for boliglån kan være svært at finde rundt i. Der er mange udbydere som tilbyder et utal af forskellige lånetyper og det kan virke uoverskueligt, at finde frem til det mest fordelagtige lån. En ny prisportal for boliglån skal gøre det enkelt og brugervenligt, at sammenligne priser på forskellige lånetyper i de forskellige banker og realkreditinstitutter. Den nye prisportal for boliglån er nu online og kan findes på adressen www.tjekboliglån.dk.

Prisportal skal styrke konkurrencen på markedet for boliglån

Erhvervsministeriet har i et samarbejde mellem realkreditinstitutterne og Finanstilsynet udviklet en ny prisportal for boliglån, der skal hjælpe boligejerne med at gennemskue, hvor de kan finde det mest fordelagtige boliglån. Dette gælder både når der skal optages nye boliglån og ved omlægning af eksisterende boliglån. Udover fordelagtige boliglån forventer erhvervsminister Brian Mikkelsen, at den øgede gennemsigtighed på boliglånene vil styrke konkurrencen på markedet.

”Forbrugeren kan på den nye side umiddelbart sammenligne prisen på boliglån fra bank eller realkredit, der er yder det seneste kvartal. Prisportalen vil være endnu et vigtigt bidrag til at skabe større gennemsigtighed og vil dermed også styrke konkurrencen. Målet er, at boligejerne skal have lettere ved at finde frem til det billigste lån,” fortæller erhvervsminister, Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af den nye prisportal.

Prisportalen indberegner alle udgifter, der er forbundet med at optage et lån – renten, skifteomkostninger, bidrag, gebyrer med videre. Der er også udregnet årlige omkostninger i procent (ÅOP) for de enkelte lån. Dette betyder, at du let vil kunne sammenligne lånene på et ensartet grundlag.

I første udgave af Tjek Boliglån indgår der relativt få lån, da der kun indgår priser på lån ydet i oktober 2016. Fremover vil mængden af lån vokse og blive opdateret hvert kvartal. Den næste opdatering vil finde sted i starten af februar.

Nynne Groth
Om forfatteren: Nynne Pihl Groth arbejder som presse- og kommunikationsmedarbejder hos Ejerportal.dk, hvor hun formidler nyttig information om ejerboligmarkedet. Nynne har en kandidat i kommunikation fra Copenhagen Business School, og brænder for det journalistiske arbejde.
Skriv en kommentar