Politisk pres på afdragsfrie lån

Unge førstegangskøbere skal fratages retten til at optage lån uden afdrag i boligen, mener Dansk Folkeparti.
Huspriserne er spændt så hårdt, at økonomiske eksperter advarer om, at flere år med store prisstigninger kan vendes til et fald. Det vil få katastrofale følger for husejere med afdragsfrie lån. Dansk Folkeparti vil derfor have Folketinget til at stramme op om de populære lån, skriver Børsen. »Jeg er nervøs for, at mange førstegangskøbere etablerer sig i en bolig, hvor de ikke har råd til at blive siddende, hvis renten stiger, eller hvis der på anden måde kommer stigende omkostninger. Vi foreslår, at boligejere ikke skal kunne iværksætte afdragsfriheden i de første to eller tre år efter, en boligkøber etablerer sig på markedet,« siger Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl til Børsen. Hverken Venstre eller Konservative var i går interesserede i at drøfte forslaget fra Dansk Folkeparti, men der tegner sig et flertal uden om regeringen. »Det kunne jeg aldrig drømme om. Det er et godt produkt, der er til boligejerne, de kan vælge at bruge det, eller de kan lade være, det er et personlig ansvar,« siger erhvervs- og økonomiminister Bent Bendtsen (K). Men SF, Radikale og Enhedslisten er parat til at støtte forslaget. Socialdemokraterne har dog et væsentligt forbehold, hvis der skal være et politisk flertal i hus. De vil først have en undersøgelse. “Vi vil først se på, om huskøberne får en sober og ædruelig vejledning i realkreditinstitutterne, men får de ikke det, er vi klar til at se på, hvad man kan gøre,” siger S-ordfører Jan Petersen til Børsen.
Kilde: Børsen

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.