Massivt skattesmæk truer husejere

Kæmpe ekstra skatteregninger venter forude til alle Danmarks ejere af især huse og fritidsboliger. Årsagen er nye og høje grundvurderinger.
Ganske store ekstra skatteregninger skal over de kommende år betales af tusindvis af boligejere – især omkring København og i andre af landets dyreste områder. Men alle husejere kan se frem til store skattesmæk.Årsagen er, at de offentlige vurderingerne af grunde er hævet ganske voldsomt.
På Frederiksberg er vurderingen sat op med 75 procent, og visse sommerhusgrunde er hævet med så meget som 160 procent. Det er tilfældet i Vestsjællands Amt, hvor mange ejere af fritidshuse angiveligt får et mindre chok, når de opdager, hvor meget det kommer til at betyde økonomisk over de kommende år.
De højere vurderinger betyder, at ejere af huse og fritidsboliger over de kommende år tvinges til at betale ganske store ekstrasummer i ejendomsskat. Ikke ejendomsværdiskat, men grundskyld eller ejendomsskat.
Fordobling af skat
BG Bank har for Berlingske Business regnet ud, at en typisk husejer i København eller på Frederiksberg over de kommende ni år vil få fordoblet sin ejendomsskat, og derfor skal af med ekstra 21.000 kroner i skat – om året. Det er 1.750 kroner mere om måneden, og det vil dermed æde selv en ret stor lønfremgang op.
Med skattestoppet er der sat en bremse på, hvor meget ejendomsskatten kan stige fra år til år.
I år må grundskylden således højst stige med 5,5 procent. Den maksimale stigning til næste år er endnu ikke fastsat, men den kan højst lande på syv procent.
»På landsplan svarer det til, at en typisk husejer skal af med 489 kroner mere i grundskyld i 2007. Men på Frederiksberg og i København øges ejendomsskatten med 1.509 kroner alene til næste år. Denne stigning fortsætter så over de kommende år og vil være fuld indfast efter nok ni år. Til den tid vil en typisk husejer på Frederiksberg skulle betale næsten 44.000 kroner alene i ejendomsskat – mod tæt ved 23.000 kroner i dag,« forklarer cheføkonom i BG Bank, Anne Buchardt.
Ejendomsskat ovenpå
Oven i dette kommer så ejendomsværdiskatten som er på én procent af de første tre millioner kroner og tre procent af resten.
Ejendomsværdiskatten er låst fast med skattestoppet på 2001 plus fem procent eller 2002-niveau. Der tages udgangspunkt i det laveste tal, men denne skat løber alligevel let op i både 20.000 og 30.000 kroner mange steder.
Så boligskatter er – trods skattestop – en heftig udgift efterhånden. Og den bliver endnu mere heftig fremover.
Om ni år vil boligskatten på et hus på Frederiksberg samlet set være oppe på over 70.000 kroner. Det svarer det til 5.800 kroner om måneden. Det kræver en indkomst på over 15.000 kroner, hvis man betaler topskat – og det alene for at betale boligskatterne. Men dermed er det muligvis slet ikke slut.
Anbefaler højere skat
»Skulle grundværdierne stige yderligere de kommende år, vil skatteregningen fortsætte med at vokse også efter 2015,« siger Anne Buchardt.
Dertil kommer, at fagøkonomer i disse år nærmest står i kø for at anbefale højere boligskatter, så der bliver bedre råd til at sætte personskatten ned. Der er derfor sandsynligt, at vinden de kommende år blæser i retning af endnu højere skat på fast ejendom, end tilfældet allerede er i dag. Måske i from af et reduceret rentefradrag, måske i form af skat på gevinster ved salg af fast ejendom eller måske ved at hæve de nuværende skattesatser for ejendomsværdiskat og grundskyld. Måske alle delene i kombination med hinanden – men dog nok indfaset over flere år, så ingen på kort sigt presses fra hus og hjem. Nej, nej, siger politikerne til den slags, men det sagde de også umiddelbart før de mange tidligere skattereformer sænkede værdien af rentefradraget på dramatisk vis. Rentefradragets værdi er faldet kontant siden midtfirserne. Fra over 70 procent til nu bare 33 procent i en typisk kommune.
Kilde: Berlingske

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.