Juleklip til boligejere

For boligejerne har ordet ‘juleklip’ fået en helt ny betydning, nemlig et afdragsfrit klip på realkreditlånet for at få ekstra luft i økonomien i den dyre juletid.
Normalt forbinder man juleklip med papir, saks og skæve julehjerter.
Men for boligejerne har ordet ‘juleklip’ fået en helt ny betydning, nemlig et afdragsfrit klip på realkreditlånet for at få ekstra luft i økonomien i den dyre juletid.
Og der kan faktisk være god økonomisk fornuft i at låne til julegaverne ved at udskyde afdragene. Både når man sammenligner med de populære kviklån, som går som varm gløgg i juletiden i diverse indkøbscentre, og med traditionelle forbrugslån i bankerne.
Beregninger fra BRFkredit viser således, at man kan spare 750 kr. efter skat ved at tage et afdragsfrit kvartal på et lån til én million kroner og købe julegaver for besparelsen på 3.900 kr. efter omkostninger, hvis man sammenligner med et kviklån med samme lånebeløb, skriver Politiken fredag. Klippet er også betydeligt billigere end et tilsvarende forbrugslån i banken.
»Selv om flertallet stadig vælger at placere afdragsfriheden helt eller delvist som en samlet blok i starten af lånets løbetid, oplever vi, at flere og flere har fået øjnene op for den fleksibilitet og de mange muligheder, der ligger i klippekortet«, siger cheføkonom i BRFkredit, Ulrikke Ekelund.
Et klippekort
Har man et fast forrentet lån eller et såkaldt garantilån med afdragsfrihed i BRFkredit eller Realkredit Danmark, følger der et klippekort med svarende til 40 terminer. På rentetilpasningslån er der kun 10 klip på kortet, hvor hvert klip svarer til et helt år. Kunden kan selv bestemme, hvornår klippene skal placeres hen over lånets løbetid.»I år er der kun relativt få, der har valgt et særligt juleklip, det vil sige, at de har taget afdragsfrihed i julekvartalet. Men vi kan se, at flere kunder allerede nu har valgt at gøre det i 2006. Vi har endda kunder, der har valgt både at tage et sommerferieklip og et juleklip fast hvert år fremover! På den måde får de lidt ekstra penge mellem hænderne i både sommerperioden og i julen«, siger Ulrikke Ekelund til Politiken.
Kilde: Jyllands-Posten

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.