Højere rente rammer boligejere

Nationalbankens lille rentehop fredag formiddag kan sende ydelsen på variabelt forrentede boliglån i vejret med 1.000 kroner om året for hver million kroner man skylder væk.
Rentestigningen er således på 0,1 procent point, og det svarer til 1.000 kroner af én million kroner.
Ydelsen stiger, hvis renten på realkredittens korte obligationer også stiger, og det vil den efter alt at dømme gøre. Det er så først, når boligejerne skal omlægge deres lån, at dette slår igennem, men flere steder tilpasses renten én gang i kvartalet. Der er også en masse boligejere som har de såkaldte priotitetslån hos bankerne, hvor renten per automatik og fra dag til dag følger renten hos Danmarks Nationalbank.
Også de kommer til at betale mere – endda med det samme. Selv om det umiddelbart er en lille rentestigning, viser det, at Danmarks Nationalbank er klar til at bruge rentevåbnet, og der kan måske komme flere forhøjelser, hvis det aktuelle pres mod den danske krone fortsætter. Senioranalytiker Jes Asmussen fra Nordea siger, at renteforhøjelsen sker for at beskytte den danske krone, og har til formål at gøre det mere fordelagtigt at placere penge i danske kroner.
Den danske krone har i flere dage ligget på den svage side af centralkursen over for euroen, der hedder 746,038 kroner for 100 euro. Jes Asmussen kalder rentehoppet for “en meget overraskende handling,” da der absolut ikke har været noget voldsomt pres mod den danske krone. For boligejerne vil udviklingen førs blive mere alvorlig, hvis dette er startskuddet på en stribe af selvstændige renteforhøjelser, og sandsynligheden for, at der kommer mere, er steget.
 
Danmarks Nationalbank har således nu sendt et klart signal om, at den ikke er bange for at bruge rentevåbnet for at forsvare kronen.
Kilde: Berlingske Tidende

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.