Fordel ved flexlån kraftigt på retur

Den store fordel ved flexlån er forduftet på det sidste. Nu kan der kun spares lidt mere end 400 kroner om måneden – mindre end det halve af, hvad tilfældet var for bare få måneder siden.
Den økonomiske fordel ved flex- og rentetilpasningslån er skrumpet betydeligt ind på det sidste. Gabet mellem renten på er fastrentelån, og så et flex- eller rentetilpasningslån, er således halveret det seneste år, og er nu nede på bare 1,49 procent point, hvilket er det mindste i fem år. Årsagen er, at den korte rente er steget en del på det sidste til nu 2,86 procent, mens den lange rente er faldet lidt til 4,35 procent. Derved er det nu kun 430 kroner billigere om måneden at optage et flexlån i stedet for et fastrentelån på én millioner kroner. Tidligere har der kunne spares mere end 1.000 kroner om måneden med de korte lån med variable renter. Af samme grund råder Nykredit folk til at tage fastrentelån: »Det har vi gjort i nogen tid, og det gør vi fortsat. Årsagen er, at det lige nu er forholdsvis billigt at sikre sig mod stigende renter med et fastrente- eller rentemaxlån,« siger Thomas Kyhl, der er chefanalytiker hos Nykredit.
Populære garantilån Alligevel er fastrentelånene for tiden ikke de mest efterspurgte lån hos realkreditten. Det er garantilånene, der sætter et loft over, hvor meget renten kan stige. Årsagen er, at de 30-årige fire procent lån med fast rente i nogen tid har haft en dårlig kurs. Obligationer af denne type med afdrag har lige nu en kurs på 96,50, mens obligationer af samme type uden afdrag er nede omkring 95. Det giver med andre ord en ret høj restgæld, hvis benytter dem som lånepapirer lige her og nu. »En kurs på 96,50 er ikke dårlig. Den har været højere, men er nogenlunde fair på det aktuelle niveau,« siger Thomas Kyhl. Men begynder kursen at nærme sig 97, vil de igen blive yderst attraktive for boligejerne. Det vil kræve et rentefald.
Rentens bevægelse Kommer der omvendt en rentestigning, er der også mulighed for, at de 30-årige fem procent obligationer sniger sig under kurs 100 igen. Sker det, vil de med sikkerhed vinde stort frem med mange nye udstedelser. Fire procent obligationer er dog mere kursfølsomme end fem procent, så de er bedre at have, hvis man venter stigende renter. Det er blandt andet forventninger om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) snart sætter sine korte renter op igen, der har trukket prisen på flex- og rentetilpasningslån op. ECB har allerede hævet renten én gang fra 2,0 til 2,25 procent, og de fleste økonomer har den opfattelse, at de slår til igen i marts. ECBs renteændringer kopieres herhjemme af Danmarks Nationalbank og slår dermed også ud i den pris, som boligejerne skal betale for korte lån med renter, der ændrer sig enten én gange årligt, eller alternativt hver tredje eller femte år.
Kilde: Berlingske Tidende

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.