Forældrekøb af boliger boomer

Forældrekøb af lejligheder i de store byer er i stærk vækst. Omkring 70.000 ejerlejligheder i København og Århus i dag er forældre-ejede.I dag er det mellem 60 og 70 procent af de lejligheder, der sælges i de store byer, der sælges til forældre, som lader deres børn bo til leje i lejlighederne, fortæller ejendomsmæglere, skriver Idag – Industriens Dagblad. – Omkring 60 procent af vores lejligheder bliver købt af forældre til deres børn. Og det er ligegyldigt, om det er til en eller tre millioner kroner, siger ejendomsmægler og indehaver af Nybolig på Nørrebro, Annemette Lyngh. Efter et par år sælger næsten alle forældre lejligheden til deres børn, som kan få lov at købe for en meget lav pris.- I vores område bliver 95 procent af de forældrekøbte lejligheder solgt til børnene. Det skyldes, at mange har fået rådgivning omkring, at loven tillader salg til 15 procent under den seneste offentlige vurdering, fortæller daglig leder af Nybolig i Århus, Johan Nairn. Dermed får børnene en meget billig lejlighed, mens forældrerne undgår gave-afgift af pengene eller at betale skat af den gevinst, de ellers ville have på et salg til en tredje part. SF’s Morten Homann er utilfreds med udviklingen og vil have sagen op i Folketinget.
Kilde: Jyllands-Posten

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.