Flexlånere skal betale mere

For første gang siden 2001 stiger renten på et flex- eller rentetilpasningslån
Lidt højere ydelse i 2006. Det får mere end 400.000 boligejere, som har flex- eller rentetilpasningslån i deres bolig. Det er første gang siden 2001, at renten stiger på et flex- eller rentetilpasningslån. Sidste år blev renten på de korte lån således låst fast på 2,44 procent, hvilket var mindre end året før. Men lige nu ser det ud til, at renten for hele 2006 lander på 2,69 procent – 0,25 procent mere end året før. »Det betyder, at ydelsen efter skat stiger med 60 kroner om måneden, for hver million kroner man skylder væk. Det er ganske lidt, og derfor er vores råd til folk, at de skal beholde deres korte flexlån af typen F1. Det er forstat en meget billig låneform,« siger økonom i Realkredit Danmark, Elisabeth Toftmann Asmussen. Mange påstår så, at de korte renter er på vej op, og at først den Europæiske Centralbank (ECB), og derefter Danmarks Nationalbank, snart begynder at hæve deres korte renter, sådan som det også er sket i USA. »Men det er allerede indregnet i den aktuelle rente. Der er taget forskud på glæderne, eller sorgerne, på dette område på de finansielle markeder, hvor man venter en rentestigning inden for tre til seks måneder,« siger Elisabeth Toftmann Asmussen. Hun frygter derfor ikke store stigninger i den korte rente inden for de nærmeste måneder, og dermed heller ikke store stigninger i ydelsen. Hvis man føler sig utryg med den usikkerhed, der er forbundet med at have F1-lån, hvor renten ændres hvert år, er der masser af andre låneprodukter på hylderne hos realkreditten.
Mange låne-muligheder Der er faktisk noget for enhver smag. Vil man gå planken helt ud, og tage det mest sikre af alt, kan man skifte til et fire procent 2038-lån, som har en fast rente 30 år frem i tid. Det vil koste 500 kroner ekstra efter skat om måneden. Eller 1.500 kroner, hvis man skylder tre millioner kroner væk. En pæn sum penge, som de fleste sikkert gerne vil spare. Når et fastrentelån alligevel er en overvejelse værd, så skyldes det, at man også har mulighed for at få et stort fald i restgælden, hvis renten stiger. Den mulighed eksisterer ikke med de helt korte flex- og rentetilpasninglån. En mellemvare er et garantilån, som koster 4.299 kroner om måneden efter skat per én million kroner. Det er 344 kroner mindre end på fastrentelånet, men 165 mere end på F1-lånet. På et garantilån er der indlagt et renteloft på fem procent, som renten ikke kan stige op over. Mulighed er der også for at tage F5-lån, hvor renten ligger fast de næste fem år. Disse F5-lån startede i øvrigt i 2000, og dem som allerede har et sådan lån, står dermed foran deres første rentetilpasning. Renten for de næste fem år ser ud til at lande på 3,22 procent, og dermed kan disse boligejere glæde sig til at få et fald i ydelsen på 550 kroner om måneden efter skat for hver ene million kroner, de skylder væk. Så alt efter, hvilket lån man har og vil have fremover, er der udsigt til både højere og lavere ydelser.
Kilde: Berlingske Tidende

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.