Falske håndværkere stjæler fra ældre

Mænd forklædt som håndværkere skaffer sig adgang til folks lejligheder og stjæler penge og kreditkort
Flere borgere i Århus har haft besøg af to tricktyve, som gav sig ud for at være håndværkere. Kriminalpolitiet i Århus advarer derfor mod at åbne for håndværkere, man ikke har bestilt. – Vi står ikke med noget stort problem, men vi vil gerne advare mod tricktyvene. Får man besøg af håndværkere, så bed om at se et legitimationskort, siger kriminalkommissær ved Århus politi, Jørgen Andersen, til ekstrabladet.dk. En ældre kvinde på Harald Jensens plads i Århus fik stjålet 140 kroner samt nogle kreditkort, efter hun havde åbnet for to mænd i blåt arbejdstøj. Mændene forklarede, at de ‘lige skulle efterse vandrørerne’, men da to kvinder opholdt den ældre dame i døren, stjal de penge og kort. – De taler dansk, så det er næppe sigøjnere, som vi tidligere har oplevet, siger Jørgen Andersen. Flere andre beboere i P.P Ørums Gade og Carl Bertelsens Gade ved Harald Jensens plads har ifølge en vicevært også haft besøg af tricktyvene uden at blive bestjålet. De falske håndværkere beskrives som 25 år med sort, kortklippet hår, og den ene har et bredt, sort overskæg.
Kilde: EB

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.