Er din forening beredt på sommerens skybrud?

Hvis du og din ejerboligforening vil undgå oversvømmede kælderrum forud for et eventuelt skybrud, er der flere konkrete ting, der er værd at gøre. For eksempel skal man sørge for, at vandet kun løber én vej, hvilket kan afværge en oversvømmelse.

Mange ejerboligforeninger husker med rædsel tilbage på sommerens skybrud sidste år. Den 2. juli skyllede vandet gennem gader og stræder, især i hovedstaden, og overskyllede kældre og lavtliggende etager. Mange boligforeninger måtte overgive sig til de vandfyldte rum og bruge de efterfølgende uger på at skovle vand ud og reparere skaderne.

Vandet skal løbe én vej
Bliver vi vidne til endnu et skybrud i sommermånederne, kan det samme scenarie gentage sig med mindre, at man som forening gør sit forarbejde inden. For der er flere konkrete ting, man kan stille op for på bedste vis at forberede sig på endnu en oversvømmelse i foreningen.

”Man skal undersøge foreningens vandinstallationer. I den forbindelse er det vigtigt at sikre, at vandet kun løber én vej, altså så det løber fra ejendommen og ud i det offentlige kloaksystem. Derfor skal man som boligforening tage fat i en autoriseret kloakmester, der gennemgår installationerne. Det er nødvendigt, da man som forening ikke selv kan finde ud af, hvor problemet er, og samtidig kræver loven, at sådanne ændringer udføres af en autoriseret kloakmester,” siger Karsten Arnbjerg-Nielsen, lektor hos Vand og Miljøteknologi under DTU (Danmarks Tekniske Universitet).

Ikke tilstrækkelig rustet
For at få vandet til at løbe én vej kræver det en såkaldt højvandslukke, der er en prop, der forhindrer vandet i at komme op gennem rister i kælderen.

Endvidere kan man sørge for at lave forhøjede trappetrin i foreningens indgangspartier. Det kan også modvirke oversvømmelse i kælderen, og samtidig er der de basale ting såsom at tømme kælderrum for vigtige ting og evt. sætte papkasser i en højde, som vandet ikke kan nå op til.

Og ifølge Karsten Arnbjerg-Nielsen har en række foreninger behov for at gå deres kloaksystemer igennem.

”Jeg mener ikke, at hovedparten af boligforeningerne er tilstrækkelig rustet til et skybrud, men det afhænger også af de kommunale planer, som foreningen ikke har nogen indflydelse på.”

Prisen for reparationer af en vandinstallation kan koste fra 15.000 kroner og op til langt over 50.000 kroner, hvis tingene ikke er lavet godt nok fra starten.

Skybrud i København 2011
 – Det værste skybrud i hovedstaden i mere end 55 år.- Der faldt 135,4 millimeter vand på 24 timer.- 70 – 100 procent af kloakrørene blev fyldt til bristepunktet, og mange steder blev kloak og regnvand presset gennem gulvafløb og toiletter. – Rottebestanden blev skåret ned med op til 30 procent.

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.