Eksplosion i brug af afdragsfrie lån

Danskerne går efter de billigste lån – og de er uden afdrag. Folk vil ikke spare op i boligen mere. Eller også har de kun råd til boliger med afdragsfrie lån.
Boliglån uden afdrag med superlave startydelser breder sig som en steppebrand i Danmark. Helt nye tal fra Danmarks Nationalbank viser således, at tæt ved en tredjedel af samtlige lån til huse, lejligheder og fritidsboliger nu er uden afdrag. Det er tilmed de mest farlige lån af denne type, hvor renten ændres én gang om året, som er de klart mest benyttede. Hele 20,7 procent af alle boliglån er således afdragsfrie med rentetilpasning, og samlet set er 31,5 procent af alle lån nu uden afdrag. Det vil sige, at der alene betales renter og et mindre bidrag til realkreditten på lånet. »Den udvikling kan godt bekymre os en smule. Det store brug af afdragsfrie lån, er måske nu den eneste mulighed mange har for at få råd til en bolig,« siger senioranalytiker i Nordea, Jes Asmussen. Men han peger også på, at de gigantiske prishop som finder sted på boliger i disse år, måske får en del til at stille deres opsparing i boligen i bero med et afdragsfrit lån. Afdragsfrie lån kom på markedet herhjemme 1. oktober 2003, og dengang blev de kun spået en mindre udbredelse. Men det er gået præcis som med flex- og rentetilpasningslån: Boligejerne jagter de billigste lån, næsten uanset hvor farlige de er. Med et lån uden afdrag kan man for tiden låne én million kroner for bare 1.950 kroner om måneden. Det er under halvdelen af, hvad et fast forrentet lån med afdrag koster. Det betyder, at en kæmpe villa til fem millioner kroner, for tiden kan købes for bare 9.750 kroner om måneden i rene låneudgifter. Dertil kommer så ejendomsskat med videre, men eftersom mange familier let kan tjene både 30.000 og 50.000 kroner om måneden efter skat, sætter disse lån store grupper herhjemme i stand til at købe også meget dyre villaer, luksuslejligheder eller avancerede pool-sommerhuse.
Voldsomme stigninger »Det er sandsynligvis også derfor, at boligpriserne tordner i vejret. Det bliver mere og mere klart, at de meget store prisstigninger må skyldes et eller andet, vi ikke har helt styr på, og det er sandsynligvis afdragsfrie lån,« siger Jes Asmussen. De økonomiske vismænd og mange andre eksperter slog ellers fast, da de afdragsfrie lån kom på markedet, at de ud fra en teoretisk betragtning ikke burde sende boligpriserne i vejret, da et lån skal betales tilbage før eller siden. Men afstanden er lang fra tørre skrivebordsteorier til virkeligheden, hvor der næppe er tvivl om, at lave startydelser sætter flere i stand til at købe dyrt, hvilket sender priser i vejret med ekspresfart. Realkreditrådet udsendte mandag tal, som viser, at huse og lejligheder omkring København sidste år steg med et sted mellem 30 og 40 procent – den største stigning nogensinde i danmarkshistorien.Kilde: Berlingske Tidende

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.