De billige penges tid rinder ud

Det er endegyldigt slut med rekordlave renter, når ECB i dag sætter renten op. Økonomer venter i spænding på at se, hvad det vil betyde for verdensøkonomien.
Efter alt at dømme får renten i Europa endnu et nøk opad i dag. Flere år med ultrabillige penge på verdensplan er ved at være forbi, og det kan presse kurser og priser på mange markeder – blandt andet boligmarkedet. Der er fuldstændig enighed blandt analytikere og deltagere i det europæiske pengemarked om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil hæve sin toneangivende rente fra 2,25 til 2,5 procent i eftermiddag. Det fremgår af kurserne og af en rundspørge, som nyhedsbureauet Bloomberg har foretaget blandt 47 analytikere. Europa er langt om længe ved at være inde i et mærkbart opsving, og ECB er bekymret over inflationen. Det taler for renteforhøjelse, forklarer seniorøkonom Niels-Henrik Sørensen fra Danske Bank. »De tog en risiko, da de satte renten op allerede i december, selv om nøgletallene dengang ikke var alt for stærke. Men det er de ved at blive nu, så det er oplagt, at stigningerne fortsætter,« siger han.
Ultrabillige pengeIndustrivirksomhederne i euro-området kunne igen notere stigende vækst i februar, viste en stor rundspørge blandt dem i går. Væksten er nu oppe i et niveau, hvor ECB tidligere har grebet til renteforhøjelser. Det taler for, at dagens renteforhøjelse ikke bliver den sidste. Niels-Henrik Sørensen forventer at se en toneangivende euro-rente på tre til 3,25 procent i løbet af det kommende år. USA har længe været i gang med at hæve bankrenten, og selv i Japan er der nu spekulationer om, at renten måske kan sættes op fra det nuværende niveau, som reelt er nul. Sammen med udviklingen i Europa ser det altså ud til, at penge bliver noget dyrere i verden som helhed. »Det er de ultrabillige penge, der om noget har stået bag de stigninger, vi har set i priserne på aktiver – boligpriser, obligationer, råvarer og så videre. Det bliver rigtig spændende, om den globale økonomi har modstandskraft til at klare en stramning,« siger Nordeas cheføkonom Helge Pedersen. Han peger på, at i USA har rentestigningerne tilsyneladende allerede fået boligmarkedet til at falde til ro. »Bare det, at boligpriserne holder op med at stige, kan få stor betydning for privatforbruget, og dermed for hele verdensøkonomien,« siger Helge Pedersen. Men noget aktiekrak vil rentestigningerne ikke udløse, mener cheføkonom Thomas Thygesen fra Enskilda Securities. »Der er ikke noget usædvanligt ved de globale aktiekurser nu, modsat i slutningen af 1990erne. Jeg synes ikke, man kan sige, at priserne er blæst op af psykologi og billige penge. Men det er nok noget anderledes, hvis man kigger på andre markeder end aktiemarkedet, så som boligmarkedet,« siger han.
Kilde: Berlingske Tidende

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.