FinansieringFordelingstalFælleslån

Finansiering i ejerforeningen

Få styr på alt fra fordelingstal, renter, fælleslån og vurdering af ejendommen, så I sikrer jer den bedste finansieringsløsning.

Hvad er det fælleslån?

Det typiske fælleslån er et anlægslån, der optages af ejerforeningen og kan bruges ved renoveringer eller forbedringer af beboernes fælles ejendom – for eksempel tag, vinduer eller opgang.

Hvad er fordelene ved fælleslån?

Ved fælleslån optager foreningen lånet. Derfor behøver den enkelte ejers økonomi ikke blive vurderet. Lånet er derfor en nem og bekvem finansieringsløsning for ejere og administrator.

Samtidigt giver lånet foreningen mulighed for sætte gang i planlagte projekter på fælles ejendom hurtigt og effektivt, ligesom der kan være en stor besparelse i at optage lånet samlet gennem foreningen.

Læs mere om fælleslån og mulighederne for etablering af et fælleslån i din andelsboligforening

Hvordan vurderes foreningens ejendom ved låneudmåling?

Ved låneudmåling bliver der typisk lagt vægt på følgende tre faktorer:

  • Ejendommens stand
  • Lejlighedernes omsættelighed
  • Vedligeholdelsesplanen for ejendommen

Hvordan er renten?

Renten er som udgangspunkt variabel. Men der er også mulighed for at vælge en fast rente i op til 10 år ad gangen.

Hvad er ejerlejlighedens fordelingstal?

Har ejerlejlighederne forskellige størrelser og værdi, knyttes der et fordelingstal til hver ejerlejlighed, som afspejler forskellene. Fordelingstallet er den ”nøgle”, som afgør, hvor stor en del af ejerforeningens udgifter og indtægter ejeren af den enkelte ejerlejlighed skal bære. Tallet er en brøk; fx 150/2200, hvor 2200/2200 er summen af fordelingstallene for alle ejerlejlighederne i ejerforeningen.

Tallet har også betydning for fordelingen af stemmer ved generalforsamlingen og for ejerens relative andel af ejerforeningens grund og fælles bygningsbestanddele. Det fastsættes typisk på baggrund af lejlighedernes areal eller på baggrund af lejlighedernes indbyrdes værdi ved opdelingen i ejerlejligheder.

Hvordan hæftes der for fordelingstallet?

Der hæftes 1,5 gang for fordelingstallet.

Hvordan finder jeg fordelingstallet?

Fordelingstallet for hver ejerlejlighed er tinglyst på ejerlejlighedens blad i tingbogen. Hvis der ikke er tinglyst et fordelingstal, er lejlighederne ligestillede.

Om forfatteren: Ejerportal.dk har siden år 2003 formidlet nyheder, informationer og services til landets ejerboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til Ejerportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.
Skriv en kommentar