Generelt om realkreditlån
Realkredit er den billigste form for boligfinansiering.
Lånet gives med sikkerhed i boligen, og det er først og fremmest værdien af den, der afgør, hvor meget du kan låne. Du kan maksimalt få realkreditlån op til 80 procent af købesummen. Eller af den værdi, vi vurderer din ejerbolig til, hvis den er lavere.
For fritidshuse er grænsen 60 procent. Grænserne og den maksimale løbetid er bestemt af Realkreditloven.
Lånet kan have en løbetid på op til 30 år. Men du kan vælge en kortere løbetid, hvis du foretrækker det, og du kan vælge mellem mange forskellige låntyper.
Alle baseret på obligationer
Uanset navnet er alle realkreditlån baseret på udstedelse af obligationer. Dem sælger Realkredit Danmark til investorerne på børsen, hvorefter du får pengene, der kommer ind ved salget.
Dagskursen på obligationerne bestemmer, hvor mange penge, der kommer ind ved salget af dem. Og dermed også hvor dyrt eller billigt det er at låne. Du kan dog låse kursen på obligationerne med en fastkursaftale.
Når du betaler terminer, formidler vi pengene tilbage til investorerne. Alt sammen med et lille fradrag til vores administration (administrationsbidrag).


















