Omkostninger
Hvis der medvirker en ejendomsmægler, skal opstillingen altid være ledsaget af et såkaldt hovedtalsskema, hvor din andel af omkostningerne er specificeret med de konkrete beløb.
Tinglysningsafgift
Ved tinglysningen af skødet skal der betales en tinglysningsafgift på 1.400 kr. plus 0,6% af købesummen, dog mindst af den seneste ejendomsværdi, hvis denne er højere. Denne regel gælder alle typer fast ejendom.
Skal der optages et nyt realkreditlån, skal der ved tinglysningen af pantebrevet til kreditforeningen betales en tinglysningsafgift på 1.400 kr. plus 1,5% af hovedstolen. Hvis sælgeren som et led i handelen skal indfri nogle gamle kreditforeningslån, kan restgælden på de gamle lån dog overføres til det nye lån, således at der kun skal betales 1,5% i tinglysningsafgift af differencebeløbet.
Skal der oprettes et såkaldt sælgerpantebrev, skal der ved tinglysningen betales en afgift på 1.400 kr. plus 1,5% af hovedstolen. Skal der oprettes et ejerpantebrev, som skal ligge til sikkerhed for et lån i din bank eller sparekasse til udbetalingen eller til indfrielse af sælgerpantebrevet, skal der ved tinglysningen betales en afgift på 1.400 kr. plus 1,5% af hovedstolen.
"Gældsovertagelsesgebyr til kreditforeningerne er normalt på 1.000 kr."
Advokatomkostningerne
De vejledende salærtakster for advokaters bistand til oprettelse af skøder blev ophævet med virkning for alle handler, som blev indgået efter d. 1. november 1994. Salæret størrelse afhænger af mange forskellige faktorer, herunder først og fremmest arbejdets omfang og ejendommens pris. Du bør fra sagens start sørge for at få en klar aftale med advokaten om honoraret størrelse, som meget vel kan svinge mellem 4.000 kr. og 10.000 kr. inkl. moms.
For oprettelse af pantebreve udgør salæret typisk en grundtakst på 300 kr. + 2 0/00 af de første 100.000 kr., 1 0/00 af de næste 100.000 kr. og 1/2 0/00 af resten. Der er ikke moms på dette salær.
Gældsovertagelsesgebyr til kreditforeningerne er normalt på 1.000 kr. til hver kreditforening, uanset antallet af lån, og på private pantebreve, som skal overtages af køber, skal der typisk betales et gebyr på 200 kr.
"Reglen er den, at advokatomkostningerne i forbindelse med oprettelse af skødet betales af køber"
Fordeling af omkostningerne
Det er altid sælger, som betaler ejendomsmæglersalæret og annonceomkostninger m.v., og når ejendommen sælges prioriteret, betaler sælger alle omkostninger ved ejerskifte-lånets hjemtagelse. Sælgeren betaler desuden udgifterne til udarbejdelse af tilstands-rapport og energimærke.
Det er omvendt altid køber, der betales omkostningerne til oprettelse og tinglysningen af sælgerpantebrevet og et eventuelt ejerpantebrev, og de førnævnte gældsovertagelses-gebyrer. Reglen er den, at advokatomkostningerne i forbindelse med oprettelse af skødet betales af køber - uanset om ejendommen ligger øst eller vest for Storebælt.
Ligger ejendommen vest for Storebælt er sædvanen den, at tinglysningsafgiften på skødet deles mellem køber og sælger med halvdelen til hver. Ligger ejendommen derimod øst for Storebælt, er det fast praksis, at køber skal betale alle omkostningerne ved skødets tinglysning. Der er ikke noget til hinder for, at du som et led i forhandlingerne om købesummen søger at få aftalt, at sælger betaler de fulde handelsomkostninger og det er bestemt ikke usædvanligt, at sælger går med til et nedslag i købesummen på denne måde.

















