Få 3 tilbud
Sektion Boligforeninger

Forældrekøb af ejerlejlighed

Forældrekøb er en god mulighed, når børnene flytter hjemmefra. I de større byer, hvor barnet eksempelvis skal studere flere år, er det meget svært at anskaffe sig nogen form for lejebolig. Hvis man så får fingrene i en lejelejlighed, bliver den tit meget dyr at sidde i. Et forældrekøb af en lejlighed kan derfor være et godt alternativ.


UPDATE 13.12.19: Den nye finanslov lægger op til, at de fleste af de skattemæssige fordele ved et forældrekøb forsvinder ud af den såkaldte virksomhedsskatteordning i 2021. Læs alt om betydningen her.

Forældrekøb betyder, at en forælder eller forældrene køber en ejerbolig, som de efterfølgende udlejer til deres barn. Barnets svære boligsituation er løst, hvis forældrene har økonomi til at optage et lån til boligen.

Forældrekøb kan ofte være til gavn for både forældrene og barnet. Barnet bor til leje og kan derfor søge boligsikring til hjælp til huslejen, mens forældrene kan fratrække driftsudgifter og renter og anse lejlighedskøbet som en mulig investering.

Der kan dog også være ulemper i forbindelse med et forældrekøb. Vi har samlet nogle eksempler på fordele og ulemper, som man bør være bevidste om:

Fordele

  • Barnet får et sted af bo
  • Huslejen er til at betale
  • Man kan søge boligsikring som lejer
  • Prisudviklingen på markedet kan forhøje ejerlejlighedens pris
  • I større lejligheder kan et værelse udlejes til barnets venner, medstuderende eller lignende

Ulemper

  • Du kan få behov for vejledning og rådgivning undervejs
  • Ved salg er fortjenesten skattepligtig, hvis forældrene ikke har beboet lejligheden
  • Prisudviklingen på markedet kan nedsætte ejerlejlighedens pris
  • Forældrekøb er kun muligt med en god økonomi eller høj friværdi

Få rådgivning

Inden en bolig købes, anbefales det, at man som forældre får rådgivning gennem købs- og finansieringsprocessen. Der er forskellige juridiske og økonomiske forhold at tage højde for, når man ønsker at foretage et forældrekøb. Hvis man gør brug af en rådgiver eller ekspert undervejs, sikrer man at vælge den rigtige løsning for sig selv og ens økonomi.

Køb af lejlighed

Når man forældrekøber en ejerlejlighed, er der tale om et normalt køb af en ejerlejlighed. Dog skal man være opmærksom på, hvad der er tinglyst på eller er af regler omkring ejerlejligheden. Det kan være, at det fremgår af boligforeningens vedtægter, at udlejning af lejligheden er forbudt. Det ville forhindre et forældrekøb.

Oveni kommer pantekreditorerne også på banen, når man udlejer. De kan blandt andet kræve, at der stilles sikkerhed for betalingsaftalerne bliver overholdt i lejeperioden.

Udlejning

Forældrene udlejer ejerboligen til deres barn. Lejeforholdet er underlagt lejeloven og fungerer som en normal udlejning af en lejlighed. Det er en god idé, at der indgås en lejekontrakt mellem barn og forældre, så alle parter er bevidste om vilkårene i lejeforholdet. En skriftlig kontrakt er også et krav, hvis barnet efterfølgende vil søge boligsikring.

Hvis barnet er studerende, ses det også ofte, at et ekstra værelse i lejligheden udlejes til en af barnets venner eller medstuderende. Dette giver en ekstra indtægt for forældrene, hvor overskuddet af lejeindtægten dog skal beskattes.

Husleje

Huslejen skal fastsættes på et rimeligt niveau. Den må ikke sættes for billig, da man kan risikere at blive beskattet af differencen mellem markedslejen og den fastsatte husleje. En henvendelse fra SKAT kan få Huslejenævnet til at kigge på sagen og vurdere, om hvorvidt huslejen er rimelig eller ej.

Hvad så hvis lejen er for høj?

Der ydes i så fald kun boligsikring i forhold til markedslejen eller en leje, der er fastsat ud fra reglerne om omkostningsbestemt leje. Læs mere og beregn boligstøtte på borger.dk.

Boligsikring for lejer

Boligsikring er en økonomisk støtte, der kan søges af alle, der bor til leje, som ikke modtager social pension. Om man er berettiget boligsikring, afhænger af huslejen, boligens størrelse og den personlige indkomst og formue.

Hvis der er børn i bolig, kan beløbet i boligsikring stige markant, hvor fremleje til barnets ven eller medstuderende omvendt vil nedsætte boligsikringen på grund af husstandsmedlemmernes indkomst. Boligsikring ansøges gennem Borger.dk.

Salg af lejligheden

Hvis man som forældre sælger lejligheden for mere end købsprisen, vil fortjenesten være skattepligtig. Dette skyldes, at forælderen eller forældrene ikke selv har være beboende i lejligheden. Hvis forælderen eller begge forældre derimod bor eller har boet i lejligheden, så vil fortjenesten ikke blive beskattet.

Et andet kendt eksempel er, hvis barnet eksempelvis er færdig med sin uddannelse og vil købe lejligheden. Hvis dette er tilfældet, vil fortjenesten heller ikke blive beskattet. Og som forælder har man endda lov til at sælge lejligheden til 15% under den offentlige ejendomsvurdering, hvis der vel og mærke sælges til barnet.

Er det altid en god investering at lave forældrekøb?

Om købet i øvrigt bliver en god økonomisk investering for Dem, afhænger dog af gensalgsprisen, som ethvert andet ejendomskøb. Investeringen skal ses langsigtet med en tidshorisont på fem til syv år.

Skal jeg betale gaveafgift?

Ja, forskellen mellem faktisk lejepris for dit barn og markedslejen er gaveafgiftspligtigt for barnet. Sidstnævnte er dog ofte af mindre betydning, da du afgiftsfrit må give hver af dine børn en årlig gave på 45.200 kroner.

Tag eksperter med på råd!

Der er mange juridiske og økonomiske forhold og regler at tage højde for ved forældrekøb – eksempelvis skattemæssige løsninger. Sørg derfor for at tage en ekspert med på råd.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *