Flexlån
FlexLån® er et rentetilpasningslån, hvor renten tilpasses markedsrenten på bestemte tidspunkter efter aftale med låntager. Ligesom ved kontantlån omregnes kurstabet eller kursgevinsten ved udbetalingen til et rentetillæg eller -fradrag.
Skattemæssigt behandles FlexLån® som kontantlån.
FlexLån® kan afdrages som annuitets- eller serielån.
Lånet er baseret på inkonverterbare obligationer, der normalt har en kortere løbetid end selve lånets løbetid. FlexLån® har derfor normalt en lavere ydelse end kontantlån med fast rente, idet renten på obligationer med kort løbetid typisk er lavere end på obligationer med lang løbetid.
Alle FlexLån® er baseret på inkonverterbare obligationer. Det betyder, at lånet som hovedregel kun kan indfries ved at opkøbe de bagvedliggende obligationer. Det gælder også, selv om kursen er over 100. Det er altså ikke muligt at indfri lånet med kontanter til kurs 100, som ved konverterbare lån. Det beløb, der skal rentetilpasses, kan dog altid indfries til kurs 100 på tidspunktet for en rentetilpasning.
Sammenlignes afdragsprofilen for to annuitetslån med samme løbetid og forskellig rente, vil det fremgå, at der på lånet med den laveste rente afdrages mere de første år end på lånet med den højere rente. Da FlexLån® oftest er lavere forrentet end obligations- og kontantlån betyder det, at der på FlexLån® , som afdrages efter annuitetsprincippet, afdrages mere i begyndelsen af lånets løbetid end højere forrentede lån med en tilsvarende løbetid.
FlexLån® tilbydes med enten en procentvis tilpasning af renten hvert år, f.eks. 33,3%, eller med 100% tilpasning, f.eks. hvert år.
FlexLån® med en procentvis årlig rentetilpasning kaldes P, mens FlexLån® med en frekvensvis 100% tilpasning af renten, benævnes F.
FlexLån® F | FlexLån® P |
100% rentetilpasning | Årlig rentetilpasning |
1. år - F1 | 10,0% - P10 |
2. år - F2 | 11,1% - P11,1 |
3. år - F3 | 12,5% - P12,5 |
4. år - F4 | 14,3% - P14,3 |
5. år - F5 | 16,7% - P16,7 |
6. år - F6 | 20,0% - P 20,0 |
7. år - F7 | 25,0% - P25,0 |
8. år - F8 | 33,3% - P33,3 |
9. år - F9 | 50,0% - P50,0 |
10.år - F10 |
FlexLån® med fast løbetid - K
Ved FlexLån® med fast løbetid påvirker ændringer i markedsrenten ydelsen på lånet. Hvis markedsrenten er steget, når lånet skal rentetilpasses, stiger ydelserne på lånet. Tilsvarende falder ydelserne på lånet, hvis markedsrenten er faldet.
FlexLån® variabel løbetid - T
FlexLån®, som afdrages efter annuitetsprincippet, kan også vælges med variabel løbetid, hvor ændringer i markedsrenten i første omgang påvirker løbetiden frem for ydelsen. Stiger renten, forlænges løbetiden på lånet, mens ydelsen før skat fastholdes. Modsat bliver løbetiden kortere ved rentefald.
FlexLån® med variabel løbetid er udviklet til dem, som ønsker et lån med en stabil ydelse i løbetiden. Renteændringer i forbindelse med rentetilpasning gennemføres, som hovedregel, ved at ændre lånets løbetid fremfor lånets ydelse.
Det betyder, at FlexLån® med variabel løbetid skal etableres med en løbetid som er kortere end den maksimale løbetid, da det giver mulighed for at forlænge lånets løbetid op til den maksimale løbetid fremfor at hæve ydelsen på lånet.
Fordele/ulemper ved FlexLån®
FlexLån® i forhold til obligationslån og kontantlån
FlexLån® har normalt en lavere rente end de to typer fastforrentede lån. Til gengæld er renten kun fast i den aftalte periode. Derfor ændres enten ydelsen eller løbetiden på FlexLån® i takt med renteudviklingen. FlexLån® med hyppig rentetilpasning har derfor "automatisk" konvertering ved rentefald.
Den typisk lavere rente betyder samtidig, at man betaler større afdrag på FlexLån® de første år (ved annuitetslån) end for højere forrentede obligations- og kontantlån afdraget som annuitetslån.
Ved valg af FlexLån® skal man være indstillet på, at renten og dermed ydelsen eller lånets løbetid ændrer sig.


















