Ejerboligforening
Ejerforeningen er alene et administrationsselskab.
Ejerlejlighedslovens (EJLL) §2 fastslår, at samtlige ejere af lejligheder er deltagere i et fællesskab - "ejerforeningen". Det siges i forarbejderne til EJLL §2, at "de enkelte ejere er uden videre deltagere i et fællesskab med dertil knyttede rettigheder og forpligtelser, dette tvungne fællesskab benævnes i stk. 2, som en ejerforening. Foreningen har alene karakter af et administrationsfællesskab, idet den som fuldmægtig for ejerne adminstrerer de fælles anliggender".
Foreningen er dog ikke afskåret fra at agere som retssubjekt i forhold til omverdenen. Foreningen kan indgå retshandler i eget navn, udstede skøder, gældsbreve med videre og foreningen har en tegningsret, som er en legitimation til at forpligte samtlige ejerlejlighedsejere solidarisk, ligesom ejerforeningen som sådan kan optræde som sagsøger og sagsøgt i retssager.
Såfremt fællesskabet vil optræde som procespart, kan foreningen gøre dette på medlemmernes vegne ved sin bestyrelse og foreningen må kunne sagsøges ved sin bestyrelse med bindende virkning (solidarisk hæftelse) for alle medlemmer. En sagsøger må dog kunne vælge at stævne foreningen ved dens ansvarlige medlemmer in solidum og nævne samtlige disse ved navn.
"Ejerforeningen er ikke selvstændigt pligtsubjekt, og lejlighedsejerne hæfter direkte, solidarisk og personligt for fællesomkostninger"
Hæftelsen direkte - personlig/solidarisk
Ejerforeningen er ikke selvstændigt pligtsubjekt, og lejlighedsejerne hæfter direkte, solidarisk og personligt for fællesomkostninger, det vil sige, at kreditorerne straks kan gå direkte til den enkelte ejerlejlighedsejer og ikke først behøver at søge dækning for et tilgodehavende hos ejerforeningen, at ejerne hæfter for hele beløbet "solidarisk", således at hver ejer er forpligtet til at erlægge hele skylden, og den pågældende må derefter gøre regres mod den eller de øvrige ejere og medskyldnere, og at den enkelte ejer hæfter med alt, hvad han ejer og senere erhverver "personlig hæftelse", og hæftelsen er således ikke begrænset til andelen i en af foreningen tilhørende formue.
"Juridisk person"
Man har påpeget, at ejerforeningen ikke er nogen sædvanlig forening, men at ejerforeningen som juridisk konstruktion befinder sig mellem foreningen (selskabet) og det ansvarlige interessentskab (samejet). Diskussionen om, hvorvidt der er tale om en "juridisk person", er rent terminologisk og i praksis uinteressant.
Legitimation
Fast ligger det, at ejerforeningen i en række relationer kan optræde som selvstændigt retssubjekt, og i vid udstrækning er legitimeret til at indgå retshandler i eget navn. Der er også tale om, at ejerforeningen kan have en formue, til hvilken ejerforeningens kreditorer har fortrinsret. Ejerforeningen som sådan kan imidlertid ikke erklæres konkurs.





















